Har du travlt når du starter på job efter ferien?

Når ferien er ved at være slut, begynder tankerne automatisk at dreje sig hen mod job-start efter ferien.

Hvis du er gået på ferie efter noget, der lignede en opgave-marathon af den anden verden, hvor du har haft mega travlt for at få de mest nødvendige ting fra hånden, før du kunne gå på ferie, så vil jeg tro, at dine tanker går mod stakken af opgaver, der ligger og venter på dig, når du er tilbage på jobbet efter ferien.

 

Du er ikke alene

 

I så fald er du ikke alene. Ifølge en undersøgelse fra Gallup, siger 57% af de adspurgte, at de har meget travlt når de kommer tilbage på arbejde efter ferien. 59 % er enige i at de har haft meget travlt i dagene op til feriens begyndelse.

En meget travl periode op mod feriens begyndelse, kan sætte sine spor i din ferie. Du kan have haft så travlt, at du er stresset enten i mindre eller mere alvorlig grad. Den stress kan det være svært at slippe af med i løbet af et par ugers ferie.

 

Stress i ferien

 

Oplever du stress i din ferie, vil det være svært for dig helt at slappe af. Du vil måske tænke meget på dit arbejde, og du vil måske endda arbejde i din ferie.

Hvis det er tilfældet, så vid, at det er en rigtig dårlig ide. Ferien er ikke tænkt som en arbejdsperiode. Den er tænkt til det modsatte: En periode, hvor du skal koble fra, lade op, slappe af og gøre nogle af alle de ting, du ikke har mulighed for i din hverdag.

At arbejde i ferien er ikke en god ide, fordi du så kan risikere at få en dårlig opstart på jobbet efter ferien.

 

Husk du skal slappe af

 

Når du arbejder i ferien, slapper du nemlig ikke af, og det øger dermed din risiko for at få stress, når du starter på job efter ferien. Særligt hvis du ved, at der ligger mange opgaver og venter.

Derfor er det allerbedste råd, at du holder fri i din ferie – og lader være med at tænke på de opgaver der venter dig. Det kan selvfølgelig være svært, men nøgleordet her er at tømme dit hoved samt at planlægge realistisk efter ferien, så du får en stressfri opstart på jobbet efter ferien.

Du tømmer dit hoved ved at skrive de ting ned, som du tænker på hele tiden. Det er eksempelvis opgaver du skal lave efter ferien er slut, ting du skal huske, folk du skal ringe eller skrive til. Skriv det hele ned og hold så ferie med god samvittighed.

Du planlægger realistisk ved ikke at fylde din kalender med for mange opgaver, når du er tilbage efter ferien.

 

De uforudsete opgaver, som fylder meget

 

Der skal være god plads til uforudsete opgaver også – de er en uundgåelig del af arbejdsdagen. Desværre er de også ofte dem, som presser og stresser dig på sigt, fordi de stjæler tiden fra dine oprindeligt planlagte opgaver.

Det bevirker at du må arbejde mere med de opgaver du ikke nåede. Og så kører stress-karussellen altså ret hurtigt derud af.

Vil du have flere gode råd til, hvordan du får en stressfri opstart på jobbet efter ferien, så tjek mit onlinekursus